Bogen Bibelske budskaber i Toreby kirke beskriver Toreby kirkes mange billeder, symboler, tegn og tekster. Kirken, der er blevet kaldet en ´domkirke, blandt vore landsbykirker´, er rig på fine udsmykninger, der underbygger bibelske budskaber. Bogen er illustreret med 75 billeder fra kirken, som alle vidner om det store udvalg af interessante udsmykninger, der findes i Toreby kirke.
Forfatter og sognepræst Svend Aage Nielsen har tjent i Toreby kirke i 40 år, hvilket har givet ham stor indsigt i kirkens udsmykning. Ved at sætte sig ind i denne kirkes udsmykning, forklarer Svend Aage Nielsen, kan man også bedre sætte andre kirkers udsmykninger i sammenhæng med den kristne historie. Svend Aage Nielsen siger også: »Meget ofte kan det der siges og høres i kirken, understøttes af dens budskaber. Kommer man i den som søgende og oplever at være alene med den, giver det tid til mere fordybelse. Dens rige udsmykning op gennem dens otte århundreder viser både tradition og nytolkning i kirkens historie lige fra begyndelsen til enden af det bibelske budskab«
Svend Aage Nielsen er oprindelig fra Ubberud på Fyn, men har siden 1966 været sognepræst i Toreby på Lolland. Han er forfatter til bøgerne Kierkegaard og Regensen, John F. Kennedy´s livssyn, Kærlighedens revolution, Næstekærlighed - i trafikken, Livet gad jeg ønske jer, Om Toreby kirke og Digte og erindret. Svend Aage Nielsen er formand for Kennedy Selskabet.