Trine Munch-Mikkelsen Lyrisk prosa på højeste niveau

(Bedømmelse 4 ud af 5)

Handlingen i Thøger Jensens seneste roman ‘Fugle i frostvejr’ er hurtigt refereret: Skolelæreren Oles kone, Ellen, lokker ham med på en to måneders tur til Provence. Hun elsker Frankrig og alt fransk, han hader det. Alligevel ender det med, at Ole tager derned uden Ellen. Hun må nemlig blive hjemme for at organisere en stor Francis Bacon-udstilling.

Men turen til Frankrig er organiseret, Ole har taget orlov og vil ikke være til grin over for sine kolleger, så han havner alene i landsbyen Aix-en-Provence, hvor Paul Cézanne boede med den betagende udsigt til bjerget Mont Sainte-Victoire, som han malede igen og igen.

Men Ole bliver ikke alene. Han møder snart Elizabeth, som er englænder. Hende kan han tale engelsk med. Elizabeths kæreste, Robert, er professionel cykelrytter, så han er næsten aldrig hjemme. Det er godt.

Det er vinter og landsbyen er øde. Ole og Elizabeth tilbringer megen tid i hinandens selskab, mens Ole prøver at finde ud af, hvorfor det er så svært at fotografere Mont Sainte-Victoire. Det er diskret beskrevet. Måske er Ole forelsket. Det svælges der ikke i.

Den alvidende fortæller præsenterer os også for Oles mor, Sonja. Ole blev selv undfanget i Frankrig. Sonja var også skolelærer og sværmede for skolens Keld-pedel. Men han dansede også med andre piger, og så fik det en ende. Men der blev Ole. Det ved Ole ikke meget om, men ved bogens slutning, da Ole er kommet hjem fra Frankrig, viser Sonja Ole Kelds gravsted.

‘Fugle i frostvejr’ er Thøger Jensens bidrag til markeringen af 100-året for Cézannes død.

Det er en bog på 109 sider. Der er et kapitel på hver side. Mange af kapitlerne er på 15-20 linjer, så bogen er hurtigt læst. Hvert kapitel er en tekstmæssig helhed. Det er afsluttede (nærmest lukkede) tekster, som altså ikke glider over i hinanden. Alligevel danner de tilsammen et komplet billede, der fungerer som roman. Mest fascinerende ved den dejlige bog er dog de smukke enkelttekster, som sprogligt er noget af det mest lyriske, der skrives i moderne dansk prosa.

Som anmelder af så gode bøger ønsker man ofte at tilegne teksten et stort publikum, men jeg har ingen illusioner i den retning. Også Thøger Jensens femte bog vil få en begrænset, men privilegeret læserskare. Ikke fordi Jensen er vanskelig at læse. Det er han ikke, men der er ikke mange læsere til så stramme, formfuldendte værker, som betjener sig af upåfaldende, sarte virkemidler. Til gengæld må man håbe, at Jensen inden alt for længe rammes af en af de helt store litterære priser. Det har han allerede fortjent.

‘Fugle i frostvejr’ er Thøger Jensens hidtil bedste bog. Formmæssigt minder den om hans tidligere romaner. De har alle været korte og opdelte i disse ganske små kapitler. De har også alle været mere meditative end handlingsmættede, men har bestemt ikke været ens. Denne seneste bog er kulminationen på den bevægelse fra de små pudsige hverdagsgrotesker, som Jensen indledte sit forfatterskab med i kortprosasamlingen (jensen kalder selv teksterne for noveller) ‘I vores familie kan vi ikke lide ubåde’, og frem mod de mere lyrisk eftertænksomme tekster, som vi ser i nærværende værk. Jensen har dog ikke mistet sin humoristiske sans under vejs. Det er nok hans mindst morsomme bog, men spøgefuglen stikker alligevel næbbet frem flere steder i romanen. Læs den.

Anmeldt af Trine Munch-Mikkelsen (Fugle i frostvejr)