Trine Munch-Mikkelsen Hæsblæsende lyrisk prosa

(Bedømmelse 5 ud af 5)

Først tror man, det er en kollektivroman, som udspiller sig på InWears tøjvarelager på Amager. En historie, hvor man på skift følger medarbejdere på gulvet og i ledelsen. Men man bliver hurtigt klar over, at Nanna og Anton er hovedpersonerne. De var ikke gode venner i folkeskolen, men mødes nu igen. Nanna er ikke længere fed, så de bliver kærester. Siden viser Anton sig som den egentlige hovedperson. Der er andre piger end buttede Nanna.

Måske er fortælleren hovedperson. Der er en både kynisk og sart poetisk alvidende fortæller på spil. Fortælleren kan gå ud og ind af hovederne på alle bogens figurer, men især på Anton, hvis følelser vi får beskrevet og benævnt lige på. Fortælleren betjener sig af en socialt kynisk sarkasme, som udleverer bipersoner og statister i fortællingen, især de ressourcesvage, der pakkes ud som idioter. Anton udleveres ikke på samme måde, hans fejltagelser behandles kærligt og forstående.

Fortælleren fortæller ikke blot historien i egen kyniske optik, men kommer også med tilsyneladende overflødige kommentarer, som latterliggør miljøer og personer, der ikke har meget at rykke med.

Men der er intet overflødigt i denne fantastisk flotte roman. De små sidebemærkninger sætter metafortællingen på plads, nemlig fortællingen om en begavet og perceptiv fortæller, som er hæmmet i sin sociale indlevelse. Vi kender ikke fortællerens køn, men sproget siger mand, en veluddannet mand, der skildres med samme kynisme, som han selv skildrer fjolserne på InWear med. Der er dog ikke tale om en psykopatfortæller. Indlevelsen i Anton er for ægte. Men måske om en skadet karakter, som holder afstand til de (fleste) personer, han skildrer.

Samtidig er det en fortæller med sprogligt og sanseligt overskud. Beskrivelserne af vejrlig, natur, byens liv og lys er smuk prosa. Bang Foss er blevet sammenlignet med Johannes V. Jensen. Måske på grund af den udsyrede sidste del af Kongens fald, men ligheden er ikke slående. Hvis ikke, rammen var umiskendeligt moderne, ville jeg henvise til J.P. Jacobsen som nærmeste slægtning. Men det er den. Og så kan man nævne en anden Jens Peter, nemlig Jens Peter Kaj Jensen, som garnerer debutromanen Sofa med tilsvarende svimle naturlyriske passager, sansninger og ikkerationelle mentale tilstande. Også han betjener sig af en ironisk fortæller. Bang Foss og Jensen skriver begge om kroppens sekreter, fx humoristisk og pinligt om det umulige ved at afføre på sin kærestes toilet, om onani og skyldfølelse. Disse passager fylder mere hos Bang Foss, fordi han ikke samtidig skal gøre plads til en kompliceret historie. Man savner ikke en sådan historie hos Bang Foss. Fænomenologien, sansningerne, svimmelheden og det hallucinerede fascinerer.

Hovedpersonerne Anton (hos Bang Foss) og Niels Peter (hos Jensen) er fælles om flere meget: De kan besvime, de kan hallucinere, de kan ikke afføre hos kæresten, og de har autistiske træk. Niels Peter laver lister, Anton tæller alt.

Ironien hos Bang Foss’ fortæller bliver mere isnende, en helt rå sarkasme, som er stærkt tiltrækkende.

Der er en kærlighedshistorie og så en historie om, at nogen har smurt afføring på InWears personaletoilets vægge, og hvem er så det? Disse er hovedspor, resten er sidehistorier og anekdoter. Sidehistorier om kantinekokken, der er så liderlig, at han ikke kan lade være med rage på de filippinske køkkenassistenter, men heller ikke holde sig fra at bolle med frikadellefarsen.

Det er næsten uundgåeligt, at historier om kroppens sekreter bliver historier om skam. Det bliver denne historie også. Skam er et hovedtema i Stormen i 99; kokkens skam over sin utæmmelige lyst, Nannas skam over at have vist drengene sin kusse for en femmer i folkeskolen, Katjas skam over at have levet i et voldeligt forhold med Lasse, men især Antons skam. Skammen over at være flov over sin buttede kæreste. Hans skam, da han som barn hugger halen af skolens ørkenrotte. Er han et dårligt menneske? Hans skam, da han går i seng med sin bedste vens teenagelillesøster uden kondom, selvom han er bange for at være hiv-smittet. Og selvom han er kæreste med Nanna.

Historiens helt store skam-generator er lorten på toiletvæggene. Fordi tiden går, og gåden ikke opklares, bliver det til kollektiv skam. Enkelte begynder at tro, at det er dem, der har smurt lorten. De lægger det oven i den skam, de i forvejen bærer.

Bogen hedder Stormen i 99, og handlingen udspiller sig i tiden frem til den største naturkatastrofe i nyere danmarkshistorie. Den kulminerer og slutter med stormen, og slutningen er endnu bedre skruet sammen end resten af denne velkomponerede og velskrevne bog. Nu får alle bogens vejrligbeskrivelser ekstra mening. Mens blæsten tager til, sættes fortælletempoet op, og alle bogens løse tråde hvirvles op igen; den om Antons skamfulde affære med Andreas' lillesøster Sofie, og om Antons angst for hiv, men også bihistorierne om den liderlige kok, om Lasse, der har mishandlet og skamferet Katja, om hendes nye kæreste Rene, som vil hævne hende, om invalide Høberg, hvis kone boller en anden, om Seans pengeproblemer, om ukrainske Jurek, som alle på InWear mistænker for ting, han ikke har gjort. Det er en fortællemæssig tornado, hvor siderne blæser ud af hænderne på en og vender sig, før man har læst færdig. Lorten på væggen flåes også frem igen under stormen, og det bliver fortællingens hovedpointe, at den syndebuk, som får skylden, giver alle de ansatte på InWears lager syndsforladelse.

Anton har snakket med Sofie om at blive renset, at få en chance for at starte forfra uden skammens bagage. Orkanen renser. Den løser uløselige problemer, men på den mest brutale facon.

Man kan overveje, om disse elementer af skam, skyld og syndsforladelse (dommedag, måske) gør Stormen i 99 til en kristen fortælling. Måske. Men hvorfor kan det ikke være et verdsligt skyldsbegreb, der er i spil?

Man må også spekulere over, hvem det faktisk var, der smurte lorten. Læs selv. Måske er det er ligegyldigt, alle får syndsforladelse efter stormen i 99.

Læs Kristian Bang Foss’ bog. Det er noget af det bedste, der er sket i dansk prosa siden stormen i 99. (Stormen i 99)