Trine Munch-Mikkelsen Pudsigt-naiv selvfedme på den fede måde

(Bedømmelse 3 ud af 5)

I NAIV . SUPER er jegfortælleren 25 år. Han studerer ved universitetet indtil side 11, hvor han afvikler sin tilværelse, sælger sine bøger og sit fjernsyn, siger sit freelance-avisjob op og flytter ind i sin brors lejlighed.

Vi får aldrig at vide, hvad jegfortælleren hedder, men hans gode ven hedder Kim og hans dårlige ven Kent. Broren får vi heller ikke navnet på. Så er der den lille nabodreng Børre, som fortælleren møder i baggården til den lejlighed, han har lånt af sin bror, mens denne er i New York. Lise er en pige, som Børre og fortælleren møder, da de er ude for at købe nogle brugte Power Rangers-billeder af Lises 12-årige lillesøster Jessica. Fortælleren bliver forelsket i Lise.

Den sidste person af betydning er Paul Davies, som har skrevet en populærvidenskabelig bog om Einsteins relativitetsteori og dens konsekvenser. Den bog læser fortælleren, som praler af, hvor meget han ved. Han gør det på en bagvendt måde, hvor han hævder, at han ville ønske, at han vidste noget mindre, så han kunne leve mere umiddelbart og ubekymret. Den dækkede pralhals genfinder vi senere i romanen Doppler, hvor fortælleren skrider fra sin familie og flytter ud i et telt i skoven for at gøre op med sit kompetente liv, med sin egen ophobning af kompetencer. Man tror ikke på det terapeutiske selvafviklingsprojekt i Doppler, og i NAIV . SUPER er man også i tvivl.

Den selvfede jegfortæller køber et hammerbræt, som han sidder og slår på for at blive jordbunden, umiddelbar og ubekymret. Så tager han over til sin bror i New York og finder ud af, at broren ikke er så usympatisk, som han havde forestillet sig, selvom han er overfladisk og ikke interesserer sig for, om tiden eksisterer, om fortiden, nutiden og fremtiden eksisterer samtidig, om tiden går hurtigere på toppen af Empire State Building end ved jorden, og om universet en dag vil begynde at implodere. Disse ting bekymrer jegfortælleren, når han læser om dem i Paul Davies’ bog. Men det gør de på en personlig og påtaget naiv måde, som ikke passer til den belæste unge mand.

I det hele taget kommer Doppler til at ligne NAIV . SUPER for meget, synes jeg. Jegfortællerens påtaget naive stemme er den samme. Hans anti-civilisatoriske selvopgør er det samme, og hans implicitte selvfedme (”jeg er fandens klog, og jeg er endda klog nok til at indse, at jeg ikke kan bruge det til noget, altså moralsk hævet over andre kloge”) er det også. Han omgiver sig med mænd, som gennemgående er mindre sympatiske og kloge end han selv, en lille dreng med gåpåmod (i NAIV . SUPER nabodrengen Børre; i Doppler en søn), et fjollet dyr (i NAIV . SUPER en skidende hund; i Doppler en elgkalv) og så en kvinde, som man ikke kommer til at kende. Lise i NAIV . SUPER er dog mere menneske end hustruen i Doppler.

NAIV . SUPER er en bedre bog.

Bogen indledes således: ”Jeg har to venner. En god og en dårlig.” Det lyder godt. Formodentlig er det derfor, bagsideteksten også tager afsæt i dette prægnante udsagn, for man ser ikke andre grunde. Vennerne får ingen betydning for tekstens udvikling. Jo, jegfortælleren faxer nogle lister til sin gode ven Kim, fx en liste over ting, han plejede at blive begejstret for som dreng. Så faxer Kim sin tilsvarende liste tilbage. Den dårlige ven Kent møder vi kun som en reference, der skal få jegfortælleren selv til at fremstå mere sympatisk end andre mennesker.

Listerne er gennemgående gode. Det er rigtigt set, at mænd laver sådanne unyttige lister med stort engagement.

Loe kan noget som fortæller. Selvom man ikke tror på historien, hænger man på. Der er en lethed og gennemskuelighed over teksten, som får en til at ønske, at verden var så ukompliceret. Loe forstår også som fortæller at vise tekstens fysiske rum tydeligt frem. Man er aldrig i tvivl om, hvor man er. Det er en vigtig kunst. Han fortæller uden replikker, men fortæller i nutid på en måde, så man bliver bange for, at fortælleren holder vejret, når man lægger bogen fra sig. Og han slår tiden fast ved fx at skrive: ”Nu spørger den tyske dame, om jeg vil have en juice mere.” Det er virkelig NU. Nu, mens jeg fortæller dette som til en diktafon.

Loe er en god fortæller, som ikke gør det svært for læseren, og som hele tiden er på grænsen til at være morsom, uden nogensinde at være sjov. Han er pudsig.

NAIV . SUPER var Loes gennembrud. Om det kom i 1995 eller 1996, kan man ikke se i Klims danske genudgivelse fra 2006. I kolofonen står der ’96, på bagklappen ’95. Men Inger Kristensens danske oversættelse blev første gang udgivet i 1999. Det er en god oversættelse, hvor jeg kun et sted faldt over en ”norsk fælde”. Et sted, hvor det, at norsk og dansk ligner hinanden så meget, har forledt oversætteren til at oversætte for direkte. ”Jeg trenger svar” er på dansk blevet til ”jeg trænger til svar”. Den naturlige oversættelse ville være ”jeg har brug for svar”. Det er den almindelige brug af ordet ’trenger’ på norsk. Ellers fremstår oversættelsen lydefri, Kristensen rammer Loes bevidst naive tone fint.

Bogen er skåret i et læservenligt format med en overskuelig tekstklumme. Læservenlig er skrifttypen Helevetica derimod ikke. Den kan bruges til overskrifter, men ikke til brødtekst.

At der bogen igennem udelades indryk efter nyt afsnit, er Loes egen mani. Det kan forlaget næppe bebrejdes, men det forstyrrer læseoplevelsen.

Omslaget med et centraltstillet billede af et hammerbræt er for oplagt, og de tre forskellige typografier gør forsiden rodet. Alligevel er det et omslag, som vækker nysgerrighed. Det er en bog, man tager i hånden, når man ser den hos boghandleren, og matlakeringen er lækker at røre ved.

Bogen har været udsolgt fra Klim i et par år. Det er godt, at forlaget nu har genudgivet denne klassiker. Med Loes aktuelle popularitet i Danmark skal den nok blive solgt. (NAIV. SUPER.)