Hvordan velfærdsstaten opløste familier, skabte en eksplosion i kriminaliteten, ødelagde arbejdsmoralen og gjorde mange andre sociale problemer større i dens første 45 år.
Taberfabrikken vender debatten om velfærdsstaten på hovedet. Normalt hører vi historien om, at velfærdsstaten har løst en række sociale problemer - Taberfabrikken fortæller om alle de sociale problemer, som velfærdsstaten har gjort større siden 1960: Arbejdsmoralen er gået ned, kriminaliteten er eksploderet, familier bliver opløst som aldrig før, flere og flere dør af alkohol- og narkomisbrug, den negative sociale arv er så tung, at mange børn og unge slet ikke ved, hvordan de skal gebærde sig i samfundet, og vi har fået en ny klasse af uintegrerede indvandrere.
Bogens udgangspunkt er den forøgelse af de offentligt forsørgedes antal, som velfærdsstaten har været skyld i - fra 200.000 i 1960 til 900.000 i dag. Lediggang er roden til alt ondt, sagde man i gamle, og det er virkelig sandt, for alle statistikker fortæller den samme historie: De offentligt forsørgede er mere kriminelle, har flere misbrugssygdomme, bliver oftere skilt og slår deres børn mere. Som den engelske psykiater Theodore Dalrymple skriver:
»Jeg har tidligere arbejdet som læge i nogle af de fattigste lande i Afrika, såvel som i meget fattige lande i Stillehavsområdet og Sydamerika, og jeg tøver ikke med at sige, at den mentale, kulturelle, følelsesmæssige og åndelige fattigdom hos Vestens underklasse er større end hos nogen anden større gruppe af mennesker, som jeg nogensinde har mødt.«
